Nytårskort
Sådan skriver du et godt nytårskort
Det er hyggeligt at få et nytårskort. Man mærker, at man er blevet tænkt på. Specielt hvis det er et personligt kort, føler man sig speciel. At nogen har brugt tid på at skrive det og sende det, kan betyde meget. Det virker som en lille gestus, men det kan fremkalde store følelser.
Der kan hurtigt gå et helt år, hvor man ikke ser hinanden eller udtrykker, hvor meget man sætter pris på hinanden. Nytåret er årets sidste chance. Du kan ikke nå at se alle nytårsaften, men med et nytårskort har du sørget for en god erstatning.
Hvorfor sende nytårskort?
Du kan sende nytårskort til venner og familiemedlemmer, men du kan også sende hilsner til dine kunder. Alle dem, der kender dig personligt, har også en personlig interesse i at høre fra dig. Dine kunder vil føle sig værdsat, og måske vil de komme igen, hvis du sender dem en hilsen.
Tekst eksempler til et godt nytårskort
Nytårskortet kan være en tak for året, der er gået, og en opsummering af, hvad der er sket. Det kan også indeholde ønsker for det nye år, og du kan afsløre en overraskelse eller en nyhed. Dets indhold er helt op til dig.
Er du blevet inspireret? Vil du gerne sende nytårskort? Du har måske bare ingen idé om, hvad du skal skrive? Så får du her 10 eksempler, som du kan kopiere frit fra og personliggøre:
Nytårskort tekst 1
Kære …
Godt nytår! Du har hjulpet mig meget i løbet af året. Det skal du vide, at jeg sætter pris på. Selvom jeg ikke er så god til at vise det, så sætter jeg pris på din støtte. Den har hjulpet mig igennem nogle hårde tider.
Jeg håber, du får et rigtig godt nyt år. Skulle du få brug for min hjælp en dag, så er jeg klar til at give tilbage.
Nytårskort tekst 2
Kære …
Hermed en lille nytårshilsen.
Jeg sidder her sidst på året og reflekterer over, hvor meget jeg har været igennem i løbet af de sidste 12 måneders tid. Som du ved, har jeg været meget syg. Du var en af dem, der støttede mig og hjalp mig igennem det. Du skal vide, at det betyder rigtig meget for mig. Tak for det!
Nu er jeg heldigvis erklæret rask, så jeg håber på et godt år med et godt helbred. Det samme ønsker jeg for dig!
Nytårskort tekst 3
Kære …
Tak for et dejligt år! Du har været med til at fylde det med kærlighed, og det er vi taknemmelige for. For os er året gået med bryllup og med at bygge vores nye fælles liv op.
Næste år bliver også fyldt med masser af kærlighed. Som du ved, har vi i noget tid ønsket os en større familie, og vi kan nu fortælle, at vi er gravide!
Nytårskort tekst 4
Kære …
Godt nytår!
Du har været med til at gøre det forgangne år til et fantastisk år. Lad os samarbejde om at gøre det næste år lige så fantastisk.
Nytårskort tekst 5
Kære …
Godt nytår!
Jeg synes, du skal finde et bedre nytårsforsæt i år, end du plejer. Her er nogle forslag, du kan vælge imellem:
Sig dagligt til dit spejlbillede, at du er smuk og værdifuld.
Sæt min. en time om ugen af til selvforkælelse.
Gå en tur i skoven 3 gange om ugen.
Bliv bedre til at bede om hjælp.
Nytårskort tekst 6
Kære …
Vi sender denne nytårshilsen som tak for opmærksomheden i forbindelse med vores bryllup. Du har været med til at gøre det til et år, vi aldrig glemmer! Det var en dejlig dag, som vi er glade for, at du var med til at fejre.
Det nye år skal for os gå med at nyde hinanden. Vi vil gerne markere vores 1 års bryllupsdag sammen med alle dem, der var med til brylluppet, så sæt kryds i kalenderen – der kommer en indbydelse.
Nytårskort tekst 7
Kære …
Godt nytår og tak for samarbejdet i år. Vi håber at kunne fortsætte det gode samarbejde i flere år endnu.
Vi er meget afhængige af gode samarbejdspartnere som dig. Uden jer ville vi ikke eksistere.
D. 17. marts inviterer vi alle samarbejdspartnere til at komme på besøg og høre om vores planer for sommerens og efterårets projekter. Vi håber, du vil komme.
Nytårskort tekst 8
Kære …
Tak fordi du har været kunde hos os i år. Vi håber, du vender tilbage næste år.
Vender du tilbage allerede i januar, kan du få 10 % rabat med denne kode: GODTNYTÅR.
Nytårskort tekst 9
Kære …
Selvom vi ikke ses så tit, så skal du vide, at vi tænker på dig. Vi følger med på Facebook, og vi taler jo sammen i telefonen en gang imellem.
Vi savner dig, så skal vi ikke finde en weekend i det nye år, hvor du kan komme på besøg? Nu er vores gæsteværelse klar til en gæst.
Børnene har lavet nogle tegninger, som vi har sendt med. De er blevet store nu. Emil begyndte i skole i år, og Line startede i børnehave. Det har været et spændende år.
Du ønskes et godt nyt år!
Nytårskort tekst 10
Kære …
Det er nytår. Et nyt år begynder. Det har ikke været det bedste år for os. Jeg er klar over, at det var mig, der valgte dig fra, men nu har jeg fået det hele lidt på afstand. Skal vi ikke udnytte nytåret til at prøve en ny start? Jeg savner dig og vil gerne give det en chance til.
Læs mange flere gode og sjove nytårshilsner her.